|
Ferskvandsmuslinger til havedamme
Grønt og uklart vand i
havedammen skyldes mikroskopiske alger.
Ferskvandsmuslinger lever
af mikroalger og renser vandet på en
naturlig og miljøvenlig måde. Med det rette antal
muslinger i dammen kan man opnå klart vand uden brug af
giftige kemikalier og energikrævende filtre.
For at holde algevæksten
nede skal man erfaringsmæssigt som udgangspunkt bruge
10-20 muslinger for hver 1.000 liter vand.
Antallet kan svinge en del afhængig af muslingernes
størrelse, dammens
næringsindhold, eksponering for sollys, og hvad der i
forvejen findes af dyr og planter mv. Muslingerne er med
til at etablere en ny økologisk balance.
De muslinger, Multidyk
sælger, består af en blanding af
dammuslinger og malermuslinger.
Vi samler
kun ind på steder med
store, vildtlevende og bæredygtige bestande. Områderne
er fri for den frygtede fiskevirus Egtvedsyge. Indsamlingen sker skånsomt og med håndkraft
for ikke at skade det øvrige dyre- og planteliv.
Vi leverer i to størrelser: 9-13 og 13-17
cm. Forsendelse til
vores kunder
foregår i ”tør” tilstand. En fugtig avis er
tilstrækkeligt til at holde muslingerne fugtige og i live under
transport til alle egne af landet.
Hvis man vil opnå en
selvreproducerende muslingebestand, er
det vigtigt, at der er fisk, som muslingelarverne kan bruge som
mellemvært. Desuden skal dammen være så dyb, at den ikke
fryser til bund i hårde vintre.
Lige et par gode råd ...
Mikroalger lever af næringsstoffer og sollys. Undgå
udvaskning af havegødning og overdreven fodring af fisk
og svømmefugle.
Skyggende beplantning på sydsiden af
dammen kan ligeledes bidrage til at reducere algevæksten.
Levevis for dammusling
(Anodonta cygnea)
og malermusling
(Unio
pictorum)
Dammuslinger
og malermuslinger er naturens eget rensningsanlæg. De
findes i naturlige bestande i søer og i afløb fra søer.
Her lever de halvt nedgravet i bunden. De er i stand til
at flytte sig lidt rundt. Ved hjælp af en ”fod” kan de
skubbe sig frem over bunden i søgen efter et godt levested. Muslingerne
pumper vand ind og ud gennem deres ånderør, mens mikroalgerne bliver filtreret
fra. Hver musling filtrerer - afhængig af størrelse og
under optimale forhold - mellem 50 og 300 liter vand i
døgnet.
Dammuslingen kan i sjældne tilfælde blive op til 20 cm lang og veje op
mod et halvt kilogram. Den
er dermed en af de største muslingearter, vi har i
ferskvand i Danmark. Dammuslingen er som regel mere
fladtrykt end malermuslingen,
som til gengæld er mere ”cigarformet”. Desuden bliver
malermuslingen sjældent mere end 12 cm lang.
Dammuslingen kan forveksles med malermuslingen, men man
kan kende forskel på de to arter ved at se på deres
"hængsel". Malermuslingen har et kort hængsel med
takker, mens dammuslingen har et længere hængsel uden
takker.
Begge arter bliver op til 20 år gamle og er kønsmodne
efter ca. fire år. Man kan afgøre en muslings alder ved
at tælle årringe på skallerne. Sent på året gyder hannerne
deres sæd ud i vandet, som bliver optaget af hunnerne.
Æggene klækker inde i hunnerne, som beholder larverne i sig frem til
foråret.
Herefter svømmer larverne frit rundt i en periode, mens de søger efter en fisk, de kan
hæfte sig fast på med
det formål at blive spredt til nye områder. Uden dette ophold på en fisk vil larverne dø.
Fiskene tager ingen skade af besøget. Efter et par
uger slipper larverne fisken og lever nu nede på bunden
resten af livet.
Muslingerne er hårdføre dyr. De tåler vandtemperaturer mellem 0
og 27 grader C. De kan klare at opholde sig på land i
flere døgn, bare de ikke bliver udsat for direkte sol og
høje temperaturer. På land lukker de skallerne
tæt sammen for at undgå fordampning af væske. Af og til
åbner de skallerne en smule, så de kan optage luftens
ilt via de fugtige gæller. I lange perioder i
vinterhalvåret, hvor der ingen alger er i vandet,
nedsætter muslingerne stofskiftet og tærer i stedet på det depot
af kropsvæv, de har opbygget i løbet af sommeren.
|